görare

substantiv

1. person der udfører konkret handling (mest almindeligt i sammensætninger, fx mhp religiøse forhold)

Berta J. ägde en förmögenhet som hon använde på konst, men hon var också känd som stadens välgörare

B. J. havde en stor formue som hun brugte på kunst, men hun var også kendt som byens velgører

Sammensatte udtryk:

botgörare; helbrägdagörare; undergörare

bodfærdig, angrende synder; forsoner; undergører